Sundhed

Sådan sparer du på tandlægen

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er dyrt at gå til tandlægen. Men du behøver ikke tage til udlandet for at få lavet tænder, hvis bare du følger de råd, vi har samlet i denne artikel.

Billig tandlæge er efterhånden blevet synonymt med at tage til tandlæge i udlandet. Men oftest glemmer folk at medregne faktorer som sprogproblemer, ligesom rejseprisen tit ikke tages med i beregningerne af besparelsen. Vil du klage over kvaliteten af behandlingen, løber du også nemt ind i nye problemer. For her har du langt fra de samme muligheder, som du har herhjemme.

Det er også en god ide på forhånd at være helt klar over, hvad du skal have foretaget for en behandling. For det ses ikke sjældent, at der foretages en vis ”overbehandling” af danskere hos udenlandske tandlæger. Du sparer naturligvis stadig på prisen, men behandlingen er måske helt overflødig og dermed enten penge ud af vinduet eller måske ligefrem med til at forringe sundheden af dit tandsæt. Så der kan være mange gode grunde til at udlade at tage til udlandet for at få ordnet tænderne (flere danske tandlæger i dag er i øvrigt så konkurrencedygtige på pris, du heller ikke økonomisk har et incitament!).

Børst tænder og få tjekket tænderne regelmæssigt

Det kan virke banalt at nævne det, men i det lange løb kan du spare mange penge på at investere tid hver dag til grundig tandbørstning og opretholdelse af god mundhygiejne med tandtråd, mundskyl og lignende.

Det er også en god ide at holde fast i det halvårlige tandlægeeftersyn, du fik i folkeskolen, selv om du kommer til at skulle betale nogle få hunderede kroner hvert halvår for at få det foretaget som voksen hos din tandlæge.

God mundhygiejne og regelmæssige tandlægetjek er den største besparelse, du kan få på din tandlægeregning.

Få ordnet tænderne af tandlægestuderende

Du kan naturligvis også tage turen til Aarhus eller København og få ordnet tænderne hos en af landets to tandlægeuddannelser. Her betaler du kun for materialerne – ikke for timelønnen. Du behøver heller ikke frygte for kvaliteten, for alle behandlinger foregår over opsyn af en uddannet tandlæge.

Selv om denne metode er en væsentlig billigere løsning end at tage til sin egen tandlæge, så kan du ikke forvente at blive behandlet for din lidelse med det samme. Den skal nemlig passe ind i undervisningsforløbet og er de ikke kommet til den behandling, du skal have foretaget, må du vente, til det kommer på skemaet.

Få tre tilbud på din tandlægebehandling

Hvor størrelsen på de enkelte tilskud fra den offentlige sygesikring og Sygeforsikring Danmark ligger fast, så bestemmer de enkelte tandlægeklinikker selv prisen på deres behandlinger. Det vil sige, at priserne kan variere en hel del fra tandlæge til tandlæge.

Derfor er det en god ide at indhente tilbud fra flere forskellige tandlæger på din behandling, før du vælger hvilken tandlæge, du sætter dig i stolen hos.

Det kræver naturligvis, at du først er blevet diagnosticeret hos en tandlæge. Men er du det, kan du efterfølgende frit hvilke, hvilken tandlæge der skal udføre behandlingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *